AnisKage med CitronFromage

tirsdag den 18. oktober 2011

ChokoladeScones og Cheshire Cat Pumpkin



Ja jeg bagte grove chokoladescones forleden, men fik ikke taget et billede før de var blevet spist, så i stedet får i et billede af min græskarlanterne, som desværre også er afgået ved skrumpedøden.
 
Scones er dejligt nemme at bage, fordi de ikke skal hæve.. det er lidt som en splejsning mellem boller og muffins. De hæver med bagepulver eller natron (hvis man bruger natron, skal der syre i dejen) mens de bager i ovnen. Man skal bare starte sin foodprocessor og køre mel, bagepulver og smør sammen til krummer. Så tilsætter man æg og væske, kører lidt mere og samler dejen med skønne chokoladestykker. Ruller ud, skærer i tern - nogle kan lide at stikke dem ud med en rund udstikker, men jeg kan lide de firkantede - sætter på bageplade og bager i 10-15 minutter. Vupti så er der lune scones, som kan flækkes og smøres med yndlingsmarmeladen eller bare mere smør!!
 
Min græskarkat er inspireret af Cheshire katten fra Alice i Eventyrland.. ikke en eksakt kopi, bare inspireret med kunstnerisk frihed :-)

mandag den 17. oktober 2011

Ædegilde med Ædle Æble-KanelKager og Sobre Solbær-ChokoladeKager



Fire smækre kager til kaffepausen på arbejdet fik jeg lavet i formiddags. To Æble-KanelKager lagt sammen med appelsinmarmelade og vaniljeflødeskum og to Solbær-Chokoladekager, som er kakaokage lagt sammen med solbærflødeskum og pyntet med smeltet mørk chokolade.

Det var virkelig et ædegilde, for nogle var på ferie og vores søde køkkendame havde en stor gammeldags æblekage med.
Jeg vurderer, at kagerne var et hit. Chokolade og solbær er en venlig og genkendelig kombi, så den var flere glade for, mens æble og kanel er en rar, men lidt anderledes kage, som overrasker smagsløgene lidt med et lille pift af appelsin. Flere kom med positive udbrud og jeg var selv ret glad for den - altså chokolade er dejligt - indimellem er det skønt med noget andet, og hvad er bedre på en dansk efterårsdag end danske æbler og kanel? Mums siger jeg bare!!

Kæresten blev lykkelig over, at jeg havde bagt alt for meget og derfor kom hjem med kage til ham -man skulle have set hans udtryk, da han blev sat til at bære kager ned i bilen.. mage til selvopofrende mand skal man lede længe efter, for han kunne snildt have inhaleret en kage i farten og måske bildt mig ind, at jeg kun havde bagt tre :-)

Begge slags kager er lavet med variationer ud fra MikroovnsChokoladekagen, men jeg skal nok lægge de nye variationer ind på siden med opskrifter ved lejlighed.

fredag den 7. oktober 2011

Fremragende Fyldte Chokolader



Det her er et indlæg, der har ligget i "skuffen" og ventet.. chokoladerne er for længst fortæret :-)
Min kæreste fik en gavekurv med lækkerier i og var så gavmild at dele med mig. Han er vist særdeles bevidst om udfaldet, hvis han spiste dem for næsen af mig, og så tror jeg, at han er ret så fornøjet over min åbenlyse barnlige entusiasme ved at åbne en æske fyldt chokolade!

Chokoladerne er fra Konnerup & Co, som jeg før har købt ren chokolade (både mørk og mælk)  i 1 kg. æsker hos online. Jeg har været tilfreds med kvaliteten af chokoladen hver gang og har blandt andet brugt den sidste rest af min mælkechokolade i Anderledes Aromatisk LakridsLagkage. Jeg købte desuden en lille portion af deres marcipan en af gangene og dét var virkelig lækkert.

Denne æske indeholder 5 forskellige varianter: nougat, pebermyntecreme, marcipan, karamelcreme og kaffecreme.
Nougat var ret god, men uden at være enestående.. chokoladeskål med nougatfyld. Den var måske lidt neutral efter min smag.
Pebermyntecremen var virkelig lækker! Hård skal af mørk chokolade med flydende hvid creme, der bare smelter i munden. Pebermyntesmagen var kraftig uden at være hverken krads eller for dominerende. mums*
Marcipan var faktisk overraskende god. Normalt synes jeg nemt, at de bliver kedelige, men som nævnt er marcipanen af virkelig høj kvalitet, så den simple kombination af gød mørk chokolade og ren, fløjlsblød marcipan er en dejlig mundfuld.
Karamelcremen var klistret, flydende og skøn. Mælkechokoladen har en dejlig intens smag og karamellen smager af fløde og vanilje med et strejf af salt.. namme nam! Det var nok min favorit!!
Kaffecremen var egentlig ikke en creme, men mere en ganache overtrukket med hvid chokolade (efter at have kigget på deres hjemmeside, kan jeg konstatere, at det er ganache). Den var lovlig sød til min smag, og kaffearomaen måtte gerne have været kraftigere, for jeg er i forvejen ikke super vild med den meget fede, søde smag ved hvid chokolade. Det skal dog nævnes, at kæresten faktisk synes, at den var rigtig god.

Uuuh jeg ville ønsker, at man også havde chokoladekalendre i årets resterende 11 måneder i stedet for kun i december.. jeg er overbevist om, at alle ville være lidt mildere stemt, hvis de fik en enkelt god fyldt chokolade hver dag ;-)

Jeg har et par små plader ren chokolade fra Konnerup & Co liggende, som jeg vil give en lille anmeldelse af i ikke alt for fjern fremtid, så vend endelig tilbage for en fortsættelse og sørg for at spise noget god chokolade i mellemtiden..!

onsdag den 5. oktober 2011

Mumset Müslibrød



Det er godt nok ved at være længe siden, jeg bagte det, men jeg fik da taget et billede af brødet, så her kommer indlægget endelig.

Jeg fik sådan en lyst til müslibrød, men havde ikke lyst til at ælte og vente og ælte og vente.. så jeg improviserede det her brød. Klidmoster kunne senere oplyse mig om, at den rigtige betegnelse for sådan et u-æltet brød er no-knead brød.
De der skal bruge en eksakt opskrift, må gå forgæves her indtil videre, for jeg var for doven til at skrive ned undervejs, men det kan være den kommer senere. Indtil videre er der her et lille oprids over de ting, jeg blandede i:

  • Gær
  • Vand
  • Tykmælk
  • Dansk blomsterhonning
  • Lidt salt
  • Blandet müsli
  • Hvedemel
Jeg rørte ingredienserne sammen i viste rækkefølge og kom mel i til det havde konsistens som lind havregrød. Herefter blev dejen hældt i et ildfast fad. For fadet med bagepapir, så brødet er nemt at få ud.. det gjorde jeg ikke :-( Så lod jeg det stå lunt i en lille time, hvorefter jeg bagte det ved små 200 grader indtil det var færdigt.

Det smagte lækkert og var dejligt saftigt og blødt. Man kan med fordel flække det og spise det med smør, ferskenmarmelade eller den voldgode pålægschokolade fra Løgismose.. guf!

mandag den 3. oktober 2011

Forårslagkage i Efterårsgevandter


Det er ved at være lidt siden, min svigerfar havde fødselsdag og han havde i dagens anledning ønsket sig en forårslagkage trods årstiden.

En forårslagkage er en kage, der blev skabt af den Randrusianske konditor Frederik Julius for mange herrens år siden. Det er basalt set marengsbunde med kaffe-karamelflødeskum.
Jeg valgte at pensle bundene med mørk chokolade, blande revet chokolade i kaffe-karamelflødeskummet, stryge kagen glat med vaniljeflødeskum og beklæde kanten med hakket chokolade.
Det er en kraftig og meget sød kage, som jeg ikke selv kan spise ret meget af, men den var en succes hos svigerfamilien. Hvis jeg skulle lave den til mig selv havde jeg nok tilføjet noget friskt til at bryde den søde fløde.. hmm men hvad?

Delikat Dansk Øko-Chokolade




Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med god chokolade, så da jeg på MADmesse i weekenden stødte på den lækre stand fra WOODSHADE ORGANICS, der proklamerer at livet er for kort til dårlig chokolade.. blev jeg glad. Det duftede lidt af chokoladelykke derhenne og jeg snuppede fluks en smagsprøve af deres Café Choco, som er en fyldt mørk chokolade med mørk nougat med kaffesmag.. og smagen var intens, rig og hang i min mund længe, åh så længe!!
Jeg var altså allerede lettere høj af mit chokoladefiks, da jeg faldt i snak med den flinke kvinde (undskyld jeg fik ikke dit navn) på standen...  for at være så ærlig som det nu er muligt med blodet fuld af chokolade, fremhæver jeg kronologien i disse begivenheder, så den kvikke læser forhåbentlig kan se, at jeg var vild med chokoladen, før hun tilbød mig gratis chokolade mod et blogindlæg om deres lækkerier ;-)

Jeg må have haft et særligt udtryk i ansigtet.. jeg gætter på en blanding af choko'eufori og utilsløret entusiasme, for kvinden var ret hurtigt til at forære mig noget chokolade, da jeg havde præsenteret mig som inkarneret choko'man med blog. Vi fik en snak om chokoladen og det var dejligt, at møde nogen, der ikke bare fortæller "at den mørke chokolade skam er på 70%".
Hun kunne fortælle mig, at de eksempelvis har et samarbejde med en kakaoplantage, hvor de er engageret i gøre dyrkningen bæredygtig. Hun kunne ikke huske, hvilke bønner de bruger i chokoladen, men jeg har på hjemmesiden øl, ost & chokolade læst mig til, at de benytter en blanding af criollo og forastero. Det undrer mig derfor ikke, at jeg med det samme var ret vild med chokoladen, for min absolutte yndlingschokolade Manjari fra Valrhona er lavet på ren criollo! Den kakaosort giver en intensitet og frugtighed i smagen, som jeg synes mangler i mange chokolader.

Ud over at have fokus på økologi, bæredygtighed og god chokolade, ser det ud til at være en virksomhed, der er engageret lækre råvarer og godt håndværk. En ting jeg hæfter mig ved er, at der ikke bruges tilsætningsstoffer og derfor er der er heller ingen soyalecitin i pladechokoladen.. det finder man ikke mange steder.
Fyldet i chokoladerne er lavet af marcipan af sicilianske mandler, mørk og lys nougat af italienske hasselnødder (hvorfor mon de ikke er danske?) og ellers et udvalg af alkohol, frugtmasse og olier til at parfumere chokoladerne med.
Jeg synes det kunne være spændende, hvis de brugte nogle flere danske ingredienser til at smagsgive med, når de nu profilerer sig som et miljøbevidst firma. Selvfølgelig er kakaobønner og mandler varer, der nødvendigvis må hentes udefra, men jeg tænker, at der må findes lækre danske alternativer til moldaviske valnødder og eksotiske aroniabær... lange transporttider er ikke specielt miljøvenligt. Firmaet holder til i Vrinners på Mols og der må da findes nogle lækre lokale råvarer, man kan eksperimentere lidt med?

Nå hvorom alt er, fik jeg lov at smage: Café Choco, Ingefær Marcipan, Citrus Marcipan og Aronia Marcipan.

Café Choco er min favorit. En rig, mørk og vedvarende smag på tungen, som bare breder sig i hele munden. En perfekt balance mellem den mørke nougat, kaffen og chokoladen.. guf! Jeg er normalt ikke superfan af nougat, men denne mørke nougat er virkelig lækker og ikke for sød.
Ingefær Marcipan er lækker. Jeg er glad for ingefær og marcipanen smager godt uden at blive overdøvet af ingefær. Desuden har den en dejlig konsistens.
Citrus Marcipan er ok, men ikke fantastisk.. det er ikke en chokolade jeg ville gå efter i æsken. Jeg synes ikke, at marcipanen harmonerer super godt med citrussmagen.
Aronia Marcipan er en ommer.. det er desværre som om, der sker et eller andet helt forkert i min mund her, for den blendede masse af marcipan og aroniabær bliver bare underlig i forening.. nej det er ikke for mig.

Nu hvor jeg sidder og skal skrive om chokoladerne, ville jeg da ønske, at jeg havde haft nogle flere varianter at sammenligne med og pladerne af ren chokolade vil jeg have fingrene i ved nærmeste lejlighed.
Jeg ville også ønske, at de lavede chokolader med fyld af ganache, karamel og måske en god romcreme eller lign. for jeg elsker variation i en æske fyldte chokolader både i smag og konsistens, så ligegyldigt hvor lækker en marcipan de bruger, bliver jeg lidt skuffet, når det er i de fleste af chokoladerne. Desuden synes jeg, at ganache giver flere muligheder for parfumering end marcipan, da smagen og konsistensen ved marcipan og mandler ikke harmonerer godt med så mange ting som chokolade... men det er selvfølgelig smag og behag!

Alt i alt var det en lækker oplevelse, så jeg siger tak for de gratis prøver! Det er bestemt ikke sidste gang, jeg sætter tænderne i et stykke håndlavet dansk øko-chokolade :-)

Søg i denne blog