AnisKage med CitronFromage

mandag den 3. oktober 2011

Delikat Dansk Øko-Chokolade




Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med god chokolade, så da jeg på MADmesse i weekenden stødte på den lækre stand fra WOODSHADE ORGANICS, der proklamerer at livet er for kort til dårlig chokolade.. blev jeg glad. Det duftede lidt af chokoladelykke derhenne og jeg snuppede fluks en smagsprøve af deres Café Choco, som er en fyldt mørk chokolade med mørk nougat med kaffesmag.. og smagen var intens, rig og hang i min mund længe, åh så længe!!
Jeg var altså allerede lettere høj af mit chokoladefiks, da jeg faldt i snak med den flinke kvinde (undskyld jeg fik ikke dit navn) på standen...  for at være så ærlig som det nu er muligt med blodet fuld af chokolade, fremhæver jeg kronologien i disse begivenheder, så den kvikke læser forhåbentlig kan se, at jeg var vild med chokoladen, før hun tilbød mig gratis chokolade mod et blogindlæg om deres lækkerier ;-)

Jeg må have haft et særligt udtryk i ansigtet.. jeg gætter på en blanding af choko'eufori og utilsløret entusiasme, for kvinden var ret hurtigt til at forære mig noget chokolade, da jeg havde præsenteret mig som inkarneret choko'man med blog. Vi fik en snak om chokoladen og det var dejligt, at møde nogen, der ikke bare fortæller "at den mørke chokolade skam er på 70%".
Hun kunne fortælle mig, at de eksempelvis har et samarbejde med en kakaoplantage, hvor de er engageret i gøre dyrkningen bæredygtig. Hun kunne ikke huske, hvilke bønner de bruger i chokoladen, men jeg har på hjemmesiden øl, ost & chokolade læst mig til, at de benytter en blanding af criollo og forastero. Det undrer mig derfor ikke, at jeg med det samme var ret vild med chokoladen, for min absolutte yndlingschokolade Manjari fra Valrhona er lavet på ren criollo! Den kakaosort giver en intensitet og frugtighed i smagen, som jeg synes mangler i mange chokolader.

Ud over at have fokus på økologi, bæredygtighed og god chokolade, ser det ud til at være en virksomhed, der er engageret lækre råvarer og godt håndværk. En ting jeg hæfter mig ved er, at der ikke bruges tilsætningsstoffer og derfor er der er heller ingen soyalecitin i pladechokoladen.. det finder man ikke mange steder.
Fyldet i chokoladerne er lavet af marcipan af sicilianske mandler, mørk og lys nougat af italienske hasselnødder (hvorfor mon de ikke er danske?) og ellers et udvalg af alkohol, frugtmasse og olier til at parfumere chokoladerne med.
Jeg synes det kunne være spændende, hvis de brugte nogle flere danske ingredienser til at smagsgive med, når de nu profilerer sig som et miljøbevidst firma. Selvfølgelig er kakaobønner og mandler varer, der nødvendigvis må hentes udefra, men jeg tænker, at der må findes lækre danske alternativer til moldaviske valnødder og eksotiske aroniabær... lange transporttider er ikke specielt miljøvenligt. Firmaet holder til i Vrinners på Mols og der må da findes nogle lækre lokale råvarer, man kan eksperimentere lidt med?

Nå hvorom alt er, fik jeg lov at smage: Café Choco, Ingefær Marcipan, Citrus Marcipan og Aronia Marcipan.

Café Choco er min favorit. En rig, mørk og vedvarende smag på tungen, som bare breder sig i hele munden. En perfekt balance mellem den mørke nougat, kaffen og chokoladen.. guf! Jeg er normalt ikke superfan af nougat, men denne mørke nougat er virkelig lækker og ikke for sød.
Ingefær Marcipan er lækker. Jeg er glad for ingefær og marcipanen smager godt uden at blive overdøvet af ingefær. Desuden har den en dejlig konsistens.
Citrus Marcipan er ok, men ikke fantastisk.. det er ikke en chokolade jeg ville gå efter i æsken. Jeg synes ikke, at marcipanen harmonerer super godt med citrussmagen.
Aronia Marcipan er en ommer.. det er desværre som om, der sker et eller andet helt forkert i min mund her, for den blendede masse af marcipan og aroniabær bliver bare underlig i forening.. nej det er ikke for mig.

Nu hvor jeg sidder og skal skrive om chokoladerne, ville jeg da ønske, at jeg havde haft nogle flere varianter at sammenligne med og pladerne af ren chokolade vil jeg have fingrene i ved nærmeste lejlighed.
Jeg ville også ønske, at de lavede chokolader med fyld af ganache, karamel og måske en god romcreme eller lign. for jeg elsker variation i en æske fyldte chokolader både i smag og konsistens, så ligegyldigt hvor lækker en marcipan de bruger, bliver jeg lidt skuffet, når det er i de fleste af chokoladerne. Desuden synes jeg, at ganache giver flere muligheder for parfumering end marcipan, da smagen og konsistensen ved marcipan og mandler ikke harmonerer godt med så mange ting som chokolade... men det er selvfølgelig smag og behag!

Alt i alt var det en lækker oplevelse, så jeg siger tak for de gratis prøver! Det er bestemt ikke sidste gang, jeg sætter tænderne i et stykke håndlavet dansk øko-chokolade :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig -jeg svarer så snart, jeg kan :-)

Søg i denne blog