AnisKage med CitronFromage

mandag den 28. november 2011

Cho'Kaffe


Det bedste fra to verdener! Chokolade og kaffe i skøn forening...
Jeg fletter fine julehjerter, spiser knækbrød med økologisk mørk pålægschokolade, og hvad er så bedre at drikke til end cho'kaffe?


Til en kop skal du bruge:
Halvanden deciliter mælk
To til tre stykker mørk chokolade (her er brugt Björnsted Ecuador 70 %)
Et shot espressokaffe (her er det Espresso Intenso til Dolce Gusto)
Hvis den skal være sød, skal man tilsætte sukker, for chokoladen har ikke ikke meget sødme i sig selv... altså med mindre man bruger lys chokolade, der ofte er mere sød :-)
----------
Kom mælk og chokolade i en kop og varm lige et par minutter i mikroovnen. Herefter tilsættes kaffe og evt. sukker og så er det færdigt, klar til at drikke. Man kan også vælge at skumme sin varme mælkechokolade før kaffen tilsættes, hvis det skal se fint ud. Jeg bruger bare en billig mælkeskummer til en tyver købt i Tiger.

God fornøjelse med cho'kaffen!

torsdag den 24. november 2011

På Bordet Står En Muffin...




Den opmærksomme læser vil sikkert hurtigt kunne se, at følgende i uforskammet stor grad er inspireret af ingen ringere end Sif

På bordet står en muffin som hende Sif har bagt
Den er så fin og dufter godt
Jeg nikker og jeg spiser og jeg er så glad
For æblemuffins er den bedste mad
Inden i der er der jo kanel, ja kanel, ja kanel
Og Sif hun bruger økologisk mel
 den smager himmelsk i min mund

Jeg er færdig med mit arbejde for en dag, så min belønning er en af de æble/kanelmuffins jeg fik med fra Sif i går. Den sidder jeg så og gumler på, mens jeg skriver dette indlæg. Det er jo egentlig meget heldigt, for min egen entusiasme har været lidt ringe, hvad bagning angår her på det sidste. Jeg proppede mig med friskbagt kage og te. Det kan ikke have set særligt pænt ud, men Sif er en venlig kvinde, så hun kommenterede ikke på det.

Nu sidder jeg så her med en varm kat ved siden af mig og spekulerer over, hvad jeg skal bruge resten af min eftermiddag til, for at den skal helt sikkert ikke bruges på at rydde op! Kæresten er taget ned for at blive klippet, jeg er alene hjemme, og jeg må helt sikkert ikke drikke mere kaffe i dag … muffins er der heller ikke flere af – jeg tror bare, at jeg lægger planer for, at overtage verdens herredømmet : -D

tirsdag den 22. november 2011

Engangs-EvighedsNougat med Franske Fornemmelser

... Jeg gør det (vistnok) aldrig igen!
Altså forsøger at lave fransk nougat selv. Jeg ville lege med den glucosesirup, Lise havde sendt mig, og gav mig i kast med projektet. I forhold til arbejdsindsatsen og mængden af skåle og gryder, der nu står i køkkenet håbløst klistret ind i sukkerstads, var udbyttet for sparsomt og for dårligt -øv med øv på!
Det kiksede fatalt for mig og det, der skulle have været lækker blød nougat, blev i stedet til noget sejt, hårdt stads. Det skal lige siges, at smagen faktisk blev rigtig god.. mnn honning og ristede hasselnødder!! -hvis man vel at mærke har solide tænder uden plomber til at tygge dem med :-)
Smukt ser det ud og jeg har muligvis fundet noget slik, der kan holde december måned ud..  Weee!!

søndag den 20. november 2011

Hvis bare der var kage i min fryser..

...Så havde jeg spist et kæmpe stort stykke nu! – men der er ingen kage : - (
En eller anden har spist kagen... Hvem mon det kan være? Jeg ved det ikke, det gør jeg virkelig ikke!

Hvis nu jeg havde været mere produktiv den sidste tid, så havde der måske været noget kage i min fryser nu.Der er desværre ikke andet at gøre, end at sætte sig ned og være meget trist over manglen på kage... Godt der snart står julebagning i kalenderen ; -)

Indtil da kan I lige få et lille billede af julekagehuset fra året før året før det.. ca.


lørdag den 19. november 2011

ChokoladeLørdag





















I dag var Malou, Sif, Signe og jeg på hyggetur i Århus, hvor vi poppede os med lækker chokolade, lakrids og honningkage i Salling. Det gjorde vi ikke kun, fordi det i sig selv er skønt, nej vi havde nemlig helt uselvisk lovet at hjælpe med at spise chokolade hos Anne, der demonstrerede Valrhona ;-) Vi hjalp det bedste, vi har lært og det var super hyggeligt at møde Anne. At hun pralede med sin forestående tur til selveste Valrhonafabrikken, vælger jeg at fortrænge.. Hun var ellers så sød!
Ej Anne VAR vitterligt sød og imødekommende og jeg kunne snildt sælger en finger eller to for sådan en oplevelse! Hvor er hun sej -tænk at få løn for at spise chokolade ;-)

Da vi var færdige med at voldtage standene med smagsprøver, blev jeg nødt til at købe sød chokokadelakrids fra Aalborg Chokoladen med hjem... Hold da kegle hvor er de nice!! Der er snart ikke flere i bøtten... Jeg ved ikke, hvor de er forsvundet hen -mystisk!

Det har været en dejlig, men hård dag med megen traven rundt og en lang togtur med laaaangsomme DSB. Jeg brygger på vilde planer om leg med fyldte chokolader, eksperimenter med glucosesirup (fik en portion af flinke Lise) og et peberkagehus.. så der kommer nok nogle julede post inden for nærmeste fremtid ;-)

torsdag den 17. november 2011

Bailey's Lagkage



Tykke, tykke sukkerbrødsbunde med masser af Madagaskar vanilje og store mængder hjemmegjort, kogt kagecreme rørt op med smeltet chokolade og Bailey's.. Pyntet med flødeskum!

.. Er det nødvendigt at skrive mere??

Opskriften på sukkerbrødsbunde (biscuitbunde) og kagecreme ligger her

tirsdag den 15. november 2011

"Havsvamp"-Chokoladekage

Det her er en improviseret chokoladekage med ingefærsirup, men den ligner en svamp :-)

Når den pludselige chokoladecraving skal stilles, bager jeg som regel en lille kage i mikroovnen. Det har jeg efterhånden gjort maaange gange, så jeg følger sjældent en opskrift. Denne gang er det en kage med smeltet chokolade og smør.. Herefter er de resterende ting rørt i på slump og den er bagt i en skål af porcelæn.
Resultatet er kagen på billedet... Måske har den fået lige vel meget mel, måske rørte jeg lige lidt for meget i dejen og måske blev det nederste af skålen skørt varm i mikroovnen. Det er i hvert fald mine bedste gæt på årsagen til den sjove kagefætter.

Jeg skal gerne afsløre, at det ikke er min bedste kage, men jeg er absolut ikke på toppen i dag og det skulle gå hurtigt.. Desuden er jeg alene om at fortære misfostret.

(Ingen mennesker eller dyr led overlast ved eksperimentet med den vanskabte kage)

Hyggelig Honning/LakridsKage

For et stykke tid siden var jeg på MADmesse og i den forbindelse, købte jeg et bette glas honning med lakrids. Honningen smagte bare ikke ret meget af lakrids, så jeg komponerede mig en smækker kage med honning og lakrids i stedet.
Den er pyntet med fine striber af citronglasur.

Jeg pakkede nogle stykker i en æske og tog dem med på besøg til sukkerglade Sif, der dog så lidt betænkelig ud, da jeg overrakte hende æsken... Måske skal man bare ikke bage til kagedronningen? Måske kunne hun alligevel godt lide den? Hun bød i hvert fald på en skøn æbletærte med honningremonce og jeg tog glad derfra med et skyhøjt blodsukker.. og så håber jeg, at hun ikke hadede min ydmyge kagegestus!

Jeg synes nu selv, at min kage var ret smækker. Lige når du bider, mødes du af den skarpe citron, som efterfølges af rund og sød honning og til sidst bryder lakridsen frem og hviler på tungen længe efter, at kagen er landet i maven... Nammenam!!

tirsdag den 1. november 2011

Chokoladescones - Sequel og en Grum GræskarKat




Denne gang fik jeg fotograferet min scone, inden den forsvandt på mystisk vis :o)
Jeg var ikke helt tilfreds med konsistensen af mine scones sidste gang, så jeg prøvede i stedet en opskrift fra Jordbærkagen, som var meget bedre og lissom mere rigtig scone-agtig ... jeg ville egentligt gerne have den lidt sødere og så skal jeg have en anden chokolade i næste gang, for denne blev en tand for tør og bitter..

Nåh ja og så har jeg lige et billede af endnu en græskarmis..

Vakre Vandbakkelser



Jeg bagte en dejlig portion smukke vandbakkelser til kaffeslabberas forleden. Det var lidt med en flok forvirrede sommerfugle i maven, fordi mine små bakkelser forhen ikke har opført sig alt for pænt, men men men denne gang fulgte jeg Sif's opskrift og de blev perfekte!! Tak Sif for en stabil og medgørlig dej :-)

Hvis man vil lære at lave de lækre små tingester, vil jeg anbefale at følge Sif's grundige anvisninger. Når først man har luret fiduserne, er det ret så nemt at lave vandbakkelser i forskellige størrelser og faconer og jeg kan især opfordre de kageglade til at forkæle sig selv eller en man holder af med en vandbakkelseskagemand/kone..  ja det er godt!
Fiduserne er i øvrigt:
  1. At man måler alt af inden man går igang
  2. At man ikke lader vandet koge og fordampe fra gryden inden smørret er smeltet
  3. At man IKKE åbner ovndøren de første 20 min. af bagetiden
...ellers er der ikke det store hokus pokus ved dem.
Når de så er kølet af kan man fylde dem med lækre sager. I det her tilfælde valgte jeg en kogt kagecreme med smeltet chokolade i. Til sidst blev de let drysset med florsukker.

Kager og Kaffeslabberas


En lørdag i en nu fjern fjern fortid.. ej ok det er nok en overdrivelse, men det lød nu godt!
Jeg havde en flok kvinder på besøg til kaffeslabberas og for at afværge et grelt scenarie af sultne gæster, havde jeg bagt lidt kage til lejligheden.

På tallerkenen ses øverst til højre en miniæbletærte med vaniljefraiche, til venstre en pære/kardemommekage med karamel/mokkasmørcreme og vaniljeflødeskum og nederst en rar lille vandbakkelse med chokoladekagecreme inden i sig...

Mine gæster blev vist mætte. Ellers er det i voldsom grad deres egen fejl.. og så fik de endda kage med hjem til mænd og kærester.

Det var en god eftermiddag..!

Der vil komme separate blogindlæg om pærelagkagen og vandbakkelserne..

PortionsPakkede PæreLagkager




De to fikse transportable minilagkager er en videreudvikling af min lagkage i box. De var en overraskelse til min dejlige veninde og chokoladefælle, der for nylig fyldte år. Vi skulle mødes på favorit kaffebaren Altura, hvor man gerne må medbringe sin egen kage eller en sandwich, fordi de nøjes med at lave det, de er bedst til.. nemlig kaffe!

Hun blev heldigvis både overrasket og glad :-)

Selve kagen er min egen omskrivning af den klassiske mikroovnschokoladekage.. altså her uden kakao forstås. Jeg har mingeleret med mængderne og tilføjet fintrevet pære og friskstødt kardemomme. Det er lagt sammen med solbærflødeskum, som simpelthen består af flødeskum vendt med vanilje og solbærmarmelade. For at undgå, at låget klæber til det øverste lag flødeskum (det har ikke noget at gøre med, at jeg eeelsker chokolade) har jeg drysset hakket chokolade på toppen... mumsemums!

Cremefyldte ChokoladeCupcakes



Det her er Choko'nan Cupcakes med vaniljecreme i maven. Ud over de stykker jeg selv spiste, blev de sendt i en lille æske til min seje bror, der er blevet fastansat i den stilling han efterhånden har haft et godt stykke tid. Så han skulle lige have en lykønskning med posten.
Han fikser mit internet, jeg bager en kage til ham :-)

Forsendelsen kiksede dog, så han må have en ny omgang, da det så kun var min søde svigerinde, der fik glæde af kagerne.. hmm, de kan byttes!? Ja det skal være min nye kageservice :-)

Søg i denne blog