AnisKage med CitronFromage

lørdag den 19. maj 2012

KaffeIs Med Knasende ChokoladeStykker




Da jeg købte fløde til projekt is, havde de kun ½liters økofløde. Jeg havde derfor fløde til 2 portioner is, da der gik ¼ liter til ananasisen. Så den sidste halvdel blev blandet med en dåse kondenseret mælk og et stort shot afkølet espresso til en super nem, himmelsk og vanedannende kaffeis.

Jeg ville gerne have brugt en kop espresso brygget på mine Deep Cave bønner fra FarmMountain Coffee, men ham der manden, jeg bor sammen med, kom en af espressomaskinens dele i opvaskeren... det kan metallet ikke li' :-( Så jeg brugte i stedet et shot Espresso Intenso fra vores lille Dolce Gusto maskine. Det er ganske udmærket kaffe, men ikke nær så lækkert som et hjemmebrygget shot på yndlingsbønnerne.

Jeg kørte isen i 30-40 minutter på ismaskinen, før jeg kom isen i en bøtte og hurtigt vendte hakket mørk chokolade i. Da den havde sat sig, serverede jeg den sammen med ananasisen... og hold da fast den er go'!! Perfekt cremet med en kraftig kaffesmag og sødme fra den kondenserede mælk. Den er også super lækker alene -jeg har lige testet den igen- så jeg bliver sandsynligvis snart nødsaget til at lave endnu en portion. Siden det er verdens nemmeste is, så gør det ikke så meget. Jeg skal bare have skaffet nogle flere dåser kondenseret mælk :-)

torsdag den 17. maj 2012

AnanasIs Med BærSwirl



Kæresten drog afsted for at spille Diablo III (har sjældent set ham gladere), så jeg havde eftermiddagen for mig selv til at splitte hytten ad... men det var alligevel for anstrengende, og jeg har ingen slaver til at rydde op bagefter, så jeg lavede i stedet en portion is inspireret af Klidmosters isopskrift med kondenseret mælk og økofløde.



Denne is er ligeledes lavet med kondenseret mælk og økofløde, og så har jeg blandet pureret ananas i. Da isen var færdig i ismaskinen, lavede jeg swirls i isen med en rest blåbær/hindbærkompot, som jeg passerede gennem en sigte, før den blev blandet i isen.

Jeg valgte at kugle lidt af isen op med en sovseske, da den havde stået i fryseren og sat sig et par timer, og serverede den for mig selv med et drys chokolade.

tirsdag den 15. maj 2012

Skyr i Sød BærKompot med Knas





Det her er en super nem, ret mættende og forholdsvis sund dessert :-)

Det er lun kompot kogt på hindbær, blåbær og rørsukker. Kompotten er anrettet lagvis med skyr (fedtfattigt og lækkert mælkeprodukt), hakkede mandler, hakket mørk chokolade og lidt sprød müsli.. vupti en flot og lækker dessert!

søndag den 13. maj 2012

Chokolade til Mors Dag



Vi har aldrig fejret Mors Dag i min familie. I stedet giver vi hinanden små ting eller blomster i løbet af året.. sådan nogle bare-fordi-jeg-holder-af-dig erklæringer, når vi ses. Det kan jeg godt lide, for når jeg pludselig står og får øje på noget, min mor vil kunne lide, så kan jeg glæde hende, uden hun forventer det :-)

Min kærestes familie fejrer til gengæld dagen, og det er der sikkert også masser af Jer, der gør.. Lige godt halvdelen af Jer og flest nordjyder siger statistikken ifølge MetroXpress faktisk. Hvis I gør, så synes jeg selvfølgelig, at det markeres bedst med god chokolade :-) -altså med mindre din mor ligefrem er allergisk over for chokolade *oh gru* og hvis hun er på slankekur, så giv hende en lille, men ekstra lækker plade mørk chokolade.. Det må man nemlig gerne, da den gode chokolade indeholder meget lidt sukker og kakaosmør som eneste fedtstof, og det er faktisk ret sundt i moderate mængder ;-)

Så glædelig Mors Dag, hvis I fejrer det!

lørdag den 12. maj 2012

AnisChokoladeKage med CitronFromage







Det her er en heftig satan af en chokoladekage!! -den blev serveret på bloggens 1års fødselsdag i tirsdags.

Jeg brugte en hel del tid den dag efter arbejde på at læse alle de gode forslag igennem, som mange af Jer havde sendt ifm. fødselsdagskonkurrencen. Der var rigtig mange gode, og det var desuden rigtig dejligt at få kommentarer fra mange, jeg ikke har hørt fra før på bloggen. Efter en masse noter og en prioriteret liste, fik jeg valgt vinderne. Jeg endte faktisk med selv at købe lidt ekstra chokolade for at kunne udlodde nogle ekstra præmier.
Dagen var også en god lejlighed til at gøre lidt status over bloggens første leveår, hvor der har været en meget stabil, kontinuerlig stigning i besøg. Det har vist sig at være en rigtig dejlig måde at dele min hobby med omverdenen på. Jeg har lært en flok fantastiske mennesker at kende, hvoraf nogle bekendtskaber er fortsat ind i en real-life kontekst. Jeg har fået ny viden fra andre bloggere og mine egne læsere. Min bedre halvdel bruger sågar min blog med jævne mellemrum, når han skal vise sine kunder, hvad man bruge nogle af de mange køkkenapparater til -han sælger hårde hvidevarer :-) Og siden bloggen startede har kagen Brooklyn Blackout suverænt ligget på førstepladsen som den kage på bloggen med flest sidevisninger tæt efterfulgt af Fødselsdags Flødeskums ChokoladeLagkage.. det er jo ret skønt at de to smumsede chokoladekager bliver ved med at være så populære ;-)

Selv om jeg var temmelig træt den dag, var det en hyggelig og afslappet eftermiddag med kagespisning og hyggesnak i sofaen, og jeg kan ikke forestille mig en bedre må at fejre dagen på. Det var første gang, jeg havde besøg af Malou, og timerne fløj afsted som bare fanden.
Jeg havde for en sjælden gangs skyld bagt kage udelukkende til mig selv (og Malou), så jeg havde valgte at sammensætte kagen efter, hvad jeg selv havde lyst til. Det sker ikke ofte, da jeg altid spørger ind til, hvad gæsterne eller fødselaren kan lide og desuden altid tager højde for, at de færreste er helt så hardcore til at spise intense, tætte chokoladekager, som jeg er. Langt de fleste mennesker er mest begejstrede for de luftige og lette kager, jeg bager, hvor jeg har fokus på en fin balance mellem det søde/syrlige og det snaskede/luftige. Majoriteten af mine kager er således ikke overvældende fløde-fede og sukker-søde i fyldet eller smør-tunge i kagen.
...denne kage er sød, fed og kraftig, og den er hverken let eller luftig med undtagelse af fromagen, der giver en herlig sur kontrast til den søde, tætte chokoladekage, der har fået et twist af friskstødt stjerneanis :-) 




Jeg lod mig inspirere af en krydret chokoladekage i bogen Chocolate af Sværre Sætre men udelod hakkede nødder, hakket chokolade og de andre krydderier, og i stedet tilsatte jeg lidt mere stjerneanis friskstødt fra granitmorteren og lavede om på nogle andre detaljer i opskriften. Kagen skal egentlig bages i en stor bradepande, så man får nogle små diskrete firkanter kage, men jeg havde lyst til en stor og voldsom sag, så den er bagt i en springform, Så fik jeg en stor, ren, lækker chokoladekage med en dejlig smag af anis. Kagen kom til at spille rigtig fint sammen med den sure fromage.

Fromagen hentede jeg inspiration til i en lidt ældre dessertbog af Blomsterberg, hvor der er en opskrift på citronfromage med safran. Her ændrede jeg på forholdene, så der var mere citron, mere æggehvide, meget mindre fløde, ingen safran, men til gengæld vanilje.

...og fordi jeg er i det gavmilde hjørne, blogger jeg også opskrifterne. Det gør jeg ikke så tit, for det tager tid, og mange gange er opskrifterne enten ikke færdigudviklede eller taget direkte fra en bog.

AnisChokoladeKage
Springform Ø22 cm (større form = tyndere stykker)

250 g smør med stuetemperatur
200 g sukker
7 æg med stuetemperatur
100 g hakket, smeltet chokolade
120 g hvedemel
15 g ren kakaopulver
1½ tsk bagepulver
3 g stødt stjerneanis
  • Tænd ovnen 180 grader varmluft
  • Smør formen
  • Smelt chokoladen
  • Vej mel, kakao, bagepulver og anis af en en skål
  • Pisk smør og sukker sammen i en anden skål til det er helt ensartet og luftigt
  • Tilsæt et æg ad gangen til smørmassen, og sørg for at røre godt mellem hvert æg
  • Tilsæt den smeltede (ikke varme) chokolade (dejen skiller her, det går over, når melet er i)
  • Rør de tørre ingredienser i -rør kun til dejen er ensartet
  • Bag kagen midt i ovnen i ca. 35 min.

Ret Sur CitronFromage 
1 lag på/i en Ø22 cm. kage

3½ blade husblas
saft og skal af 2 økologiske citroner - for en mildere udgave udelad skallen og nøjes med saft fra 1½ citron
150 g flormelis
2½ dl piskefløde
2 bægre pasteuriseret æggehvide
kornene fra 1 vaniljestang
  • Læg husblassen i blød i koldt vand
  • Riv citronerne og pres dem bagefter
  • Rør vaniljekorn, citronsaft og -skal i flormelissen
  • Pisk først æggehviderne stive (æggehvider kan ikke piskes, hvis der er fedt på ris eller skål)
  • Pisk fløden til let skum i en anden skål
  • Vrid husblassen fri for vand og smelt den med 1 spsk fløde over vandbad (10-20 sek. i mikroovn gør også tricket)
  • Rør den smeltede husblas i citronblandingen
  • Rør citronblandingen sammen med flødeskummet
  • Vend nænsomt de stive æggehvider i
  • Nu er fromagen klar til kagen
  • Stil kagen på køl til fromagen har sat sig
Kagen er pyntet med flødeskum og friske hindbær.. helt simpelt og indbydende :-)

For at se nogle af mine andre lækre opskrifter klik HER

tirsdag den 8. maj 2012

Og Vinderne Af Konkurrencen Er...




Selv om jeg har været noget flad i dag, har jeg hygget mig... mest gik dagen med at læse alle jeres gode bidrag til konkurrencen igennem, og så har jeg siddet i sofaen sammen med Malou aka Klidmoster og drukket varm chokolade og guffet lækker kage. Det vil jeg alt sammen skrive mere om en af de nærmeste dage. Nu skal det nemlig handle om konkurrencen og vinderne af lækkerierne. Jeg må sige, at det har været virkelig svært at vælge, for der er virkelig mange lækre tips og idéer!

Hovedpræmien fra Woodshade Organics: en stor æske fyldt chokolade går til Anne-Katrine, som deltog på mail med følgende originale og lækre tips.

- Chokoladekage-bund med chokolade-ganache (mørk chokolade) hvori der kommes hakkede svesker og blomme-eddike.
-Daddel-eddiken fra Olie&Vinegar er også lækker til div.desserter, henover is (feks.hvid chokolade is) og kager da den er reduceret og dermed sød og tyktflydende (modsat blomme-eddiken der gør sig godt i ganachen ved at friske op med sin delikate frugt og syre)
- After Eight lagt som skiffer-tag-topping på kage.
- Marshmallow-topping: skåret/klippet i stykker ( enten i pæne firkanter/runde eller rustikt a la hakkede) smeltet chokolade sprinklet henover i en tynd stråle så et mønst er dannes.
- Mandelkage-bund, chokolade-mousse og et tyndt lag citronfromage med passionsfrugt-twist (jeg brugte 4-5 stk.passeret og saften/mosen blandet i fromagen) Et hit der scorede anerkendelse fra gæsterne til min 30 års fødselsdags-middag :-)
- Og så en udfordring, som jeg selv har til gode men bliver nød til at se om er godt: tyk varm chokolade (næsten chokolade-sause) og pomfritter. Det skal efter sigende være rigtige friturestegte og med salt på! Tjaaa, hvorfor ikke ;-)

Ja det var ikke så lidt.. Og jeg har lyst til at prøve det hele -altså måske lige bortset fra det sidste.. Ja-hatten er lidt svær at finde der :-)

De Polynesiske vaniljestænger går til henholdsvis:
Line for forslaget om brownie med rødbede og nødder -spændende :-)
Kamille med tippet om chokoladeis med chili, cognac og syltet ingefær -elsker ingefær :-)

Poserne med Sweet Moments karamel (da jeg kiggede efter, var der hele 4 poser) går til:
Louise for forslaget om mørk chokolademousse med mandel-honning crumbs med chili
Metteskovja (mail mangler så skriv til mig) for at minde mig om, at jeg selvfølgelig skal have lavet chokolademousse på vand.
Piskeriset for på uhyggelig synsk facon at gætte, at jeg skal på sommerferie i Berlin, og foreslå mig at tage på Fassbender & Rausch
BornInTheHorizon for blandt andet at foreslå chokolade på havregrøden og komme med en lækker opskrift

.... men men men det stopper ikke her, for jeg har nemlig et par smækre bonusgevinster i ærmet.

Sådan et to små chokoladebarer fra Valrhona går til henholdsvis:
Anne Hviid for løftet om en fantastisk brownie opskrift
Jdg for en fint komponeret dessert med brownie og rababersorbet

Vinderne skal sende mig en mail med navn og adresse, så sender jeg jeres præmier så snart som muligt!


mandag den 7. maj 2012

Sidste Frist For Deltagelse I FødselsdagsKonkurrencen



Her er først lige et billede af æble i tern, knasende müsli og resten af mangosifonen... Fin snack.

Der er simpelthen kommet så mange fine forslag til konkurrencen både i kommentarfeltet under blogposten og i min mailinboks :-) Hvor er I kreative! Jeg er så glad for, at I har kastet Jer ind i det med alle de forskellige idéer. Jeg har desværre ikke haft tid til at kommentere hver enkelt endnu.

Der er stadig mulighed for at nå at deltage her på falderebet, så længe jeg har kommentaren inden midnat.. Så hvis du vil være den heldige vinder, skal du skynde dig!

søndag den 6. maj 2012

Kraftig Chokoladekage med MangoSifon



Jeg havde denne sag med på barselsvisit i sidste uge.



Det er kraftig chokoladekage med masser af chokoladestykker i. Da den skulle transporteres i bus, anrettede jeg den først, da jeg kom frem. Der er en sifon ret velegnet.. ud over selvfølgelig at være et dejligt stykke legetøj :-)



En sifon er sådan en metalflaske-fætter, som man fylder halvt med flødeskum eller i det her tilfælde mangopuré. Så lukkes den grundigt, hvorefter man kommer en gaspatron på. Nu kan man så lave skønt skum. Det er bare meget vigtigt, at der ikke er nogle klumper i massen. Hvis der er klumper i, skal man nemlig åbne flasken, før den er tom... og det kan kun gøres i en bruseniche -jep det griser!! Så jeg passerede møjsommeligt mangomosen gennem en lille sigte.



Kagen skar jeg ud i fine firkanter, før hvert stykke blev anrettet på tallerken og toppet med mangosifon, frysetørrede jordbær, blå fondantblomster og chokoladespåner.



Denne gang har jeg brugt Xoco 72%, der er en ok-til-prisen chokolade med en rimelig syrlighed og ikke alt for tør i smagen.


Det er vildt dejligt at se, at så mange allerede har deltaget i bloggens fødselsdagskonkurrence! Der er kommet rigtig mange gode tips og idéer fra Jer, og det glæder virkelig mit chokoladehjerte :-) Hvis du endnu ikke har deltaget, så klik HER og se, hvordan du vinder de lækre præmier.. du skal bare gøre det inden kl.24 mandag aften!

torsdag den 3. maj 2012

Kontrolfreaken Slår Til Igen!



Jeg skal på barselsvisit i aften og har tænkt mig at medbringe noget lækkert. Når man skal køre en time i bus, nytter det dog ikke, at rejse med færdigpyntede godter. Det er heller ikke fedt at bruge for lang tid på at stå i køkkenet, når man kommer frem. Derfor forbereder jeg alt i mindste detalje hjemmefra.. selvfølgelig i transportvenlig indpakning.

Disse små farvede bøtter er købt i Netto for længe siden, og de er helt uundværlige til pynt og småtterier :-)



Glædelig forårsdag og husk at deltage i bloggens fødselsdagskonkurrence hvor I kan vinde de lækreste præmier :-D

onsdag den 2. maj 2012

Stor FødselsdagsKonkurrence med Lækre Præmier

Så går starten til chokoladesansens store fødselsdagskonkurrence.
Hovedpræmien er:

...en kæmpe æske Northern Delights (500 g.), som er håndlavede, økologiske fyldte chokolader, sponsoreret af Woodshade Organics -også kendt som Mølle Skovly på dansk. Det er virkelig lækker chokolade, lavet med respekt for de gode råvarer. Jeg har blogget om nogle af chokoladerne i dette indlæg. Man kan i øvrigt møde dem på Facebook

Dernæst er der hele 3 poser Sweet Moments med karamel i præmiepuljen.

De er smækre og propfyldt med flydende karamel og gavmildt sponsoreret af Anthon Berg. Jeg har blogget om chokoladen her

Og sidst, men ikke mindst har Vaniljimporten været så søde at bidrage med 2 pakker fede polynesiske vaniljestænger.

De kan virkelig pifte en hvid chokolademousse med citron op. Jeg har bl.a. skrevet om dem i dette blogindlæg.

Regler:
Ja hvad skal man så gøre for at vide en af disse lækre præmier? Jo en chokoladeblog har naturligvis en konkurrence med chokoladetema, så I skal skrive Jeres bedste chokoladeinspiration til mig med et af følgende emner:
• Hvilken spændende ingrediens, vil du kombinere med chokolade i en kage, is eller dessert? -altså som smagsgiver i et lag fyld eller i selve kagen eller isen eksempelvis. Tænk ud af boksen, for jordbær eller banan giver altså ingen point.
• Eller.. Kom med et bud på en anderledes, genial eller vildt lækker måde at lave en chokoladedessert eller kage på.
• Eller.. Giv mig et rigtig godt chokoladetip -en god chokolade, et sted at købe chokolade, en café med god kage eller varm chokolade, en uundværlig bog og lignende.

Det handler altså om at være kreativ, og give sit bud sammen med sine kontaktoplysninger inden kl.24 på mandag den.7.5. Det kan man gøre herunder i kommentarfeltet eller på chokoladesansen@gmail.com
Så vil jeg udvælge de bedste bud på bloggens fødselsdag tirsdag den 8.5. og offentliggøre de heldige vindere :-)

Jeg håber I har lyst til at lege med, for jeg er virkelig misundelig på de heldige hoveder, der vinder, jeg ville ønske jeg kunne beholde lækkerierne selv! Søde chokoladehilsner fra Stine med chokoladesansen <3

OBS: Denne konkurrence er sponsoreret.

tirsdag den 1. maj 2012

Kommende JubilæumsKonkurrence på chokoladesansen



Jep den er god nok, bloggen fylder snart 1 år, flere og flere læser med i de søde skriverier, og mange kigger forbi for at få et kig på mine eksperimenter og sukkerfyldte kreationer. Det skal selvfølgelig fejres med den første konkurrence i chokoladesansens historie. Sådan en konkurrence skal naturligvis have nogle lækre præmier.

Jeg kan endnu ikke helt løfte sløret for præmiepuljen, for jeg arbejder stadig på at finde nogle virkelig smækre ting til Jer... men det bliver noget med chokolade, vanilje og muligvis andre skønne sager :-)

Søg i denne blog