DaddelKugler
Der findes mange forskellige udgaver af daddelkugler eller daddelguf på nettet, og mine er ikke synderligt revolutionerende, men jeg har lavet dem, som jeg bedst kan lide dem. De skal være bløde og klistrede og smage af kakao. Målene i opskriften skal tages med et gran salt, for jeg laver dem normalt på slump, og man skal være fri til at bytte ingredienser ud og tilsætte nye efter behov.. det er man i øvrigt næsten altid med opskrifter efter min mening.
Få ting som vandbakkelser og souffle skal laves med militant præcision.
* Blend først to små håndfulde hasselnødder meget fint i minihakkeren.
* Tilsæt ca. 200 g. dadler og blend massen fin
* Tilsæt ca. 2 spsk. kakao og blend
* Tilsæt ca. 2 spsk. orangemarmelade og blend til massen samles
Massen skal være ensartet og blød, men ikke så løs at den ikke kan trilles. Tril massen til kugler og rul dem i kokosmel.. skynd dig at tage et billede, før de er væk. Jeg nåede det ikke og måtte finde et gammelt frem fra arkivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv endelig -jeg svarer så snart, jeg kan :-)