AnisKage med CitronFromage

fredag den 16. november 2012

Hvilken ChokoladeJulekalender Skal Jeg Vælge?



December måned og julehygge nærmer sig med hastige skridt.Jeg er en af dem, der af princip først pynter op og køber juleslik d.1. december, men men men der er vigtige beslutninger, som skal træffes nu.. faktisk aldeles uopsættelige beslutninger. Her taler jeg ikke om, hvilke julegaver de nærmeste skal have eller hvor meget hjemmelavet brombærsnaps, jeg skal tage med til kagedåsernes juleknald. Nej jeg taler om, hvilken julekalender (ikke de møgkedelige skrabefætre, men dem med chokolade i) jeg mon skal vælge?

Nogle år har jeg selv købt en chokoladekalender, og andre år har jeg været så letsindig at regne med at få en forærende. Sidstnævnte kan ikke anbefales, hvis hele ens decemberlykke afhænger af, at hver morgen indledes med at proppe et stykke chokolade i munden, så snart øjnene er slået op. Jeg bliver aldrig for gammel til hverken chokoladekalender eller adventspakker og pakkekalender, selv om jeg ikke har fået de to sidstnævnte de sidste 15 år.

En chokoladekalender er i min bog ikke en stor farvet æske med 24 stykker trist vekao!! Faktisk skal det helst være fyldte chokolader, og der skal gerne være variation i stykkerne. Et år havde jeg en fra Frellsen, som stort set kun bestod af chokolade med marcipan. Med al respekt smagte de udemærket, men hver dag gennem december bliver det noget kedeligt. Så jeg er gået igang med en meget seriøs research af de forskellige chokoladekalendre på markedet, for venter man for længe, kunne de gode være udsolgt... oh skræk :-O

Efter forskellige søgninger har jeg fundet følgende forskellige mulige kandidater nævnt i vilkårlig rækkefølge:
Der findes en skøn kalender med økologisk, håndlavet chokolade Woodshade Organics, der også sponsorerede hovedpræmien i min 1års jubilæums konkurrence. Kalenderen kommer i en fin rustik trææske, der kan genbruges. Det kan jeg egentlig godt li'.
Hos Chokoladehimlen har de en side med et udvalg af forskellige kalendre fra eks. A XOCO og Summerbird, som jeg også snildt kunne blive fristet af. De er begge flotte at have stående. Hvis man fortrinsvist er glad for fyldte chokolader med ganache vil A XOCO være perfekt, mens kalenderen fra Summerbird givetvis også vil byde på et udvalg sprøde godter i form af overtrukne mandler.
Ved Emils Chokolade præsenteres en kalender med fyldte chokolader dog uden nærmere beskrivelse af indholdet. Æsken har et fint nostalgisk udtryk.
Peter Beier har en meget smuk kalender med et maleri af Iben Legind på.. og min erfaring siger mig, at chokoladerne indeni også må være gode.
Sv. Michelsen har lavet en kalender i samarbejde med Røde Kors. Den har et fint stilistisk design, men igen er der ingen egentlig beskrivelse af indholdet. De plejer dog at lave nogle lækre ting, så man kan vælge at glæde sig over overraskelsesmomentet.
Endelig er der også en kalender fra Simply Chocolate med hele 30 stykker i ..den er lavet som en aflang rød æske med deres sædvanlige minimalistiske design.

Jeg kan hermed konkludere, at min erfaring fra studietiden på uni endnu en gang holder stik - jo mere man ved, jo mere bevidst bliver man om alt det, man ikke ved! Der er SÅ mange lækre muligheder, og da jeg ikke har prøvet nogle af de ovenstående kandidater, kan jeg bare konstatere, at jeg ikke rigtigt er tættere på et valg.

Hvad siger I søde læsere? Har jeg overset en fantastisk chokoladekalender? Og hvilken kalender skal I have i år?

6 kommentarer:

  1. Jeg kan rigtig godt lide ideen med en chokoladejulekalender - desværre har jeg en lav forbrænding, så jeg forsøger at undgå at spise slik hver dag, og det mål fungerer ikke med en chokoladejulekalender. Men skulle jeg vælge, ville jeg sandsynligvis vælge Peter Beier (fordi de laver topklasse-lækre chokolader) eller en fra Summerbird, som har flere spændende kalendere i år.

    SvarSlet
  2. Øv hvor surt! Det fungerer lige præcis perfekt for mig med et enkelt lækkert stykke om dagen :-) Jeg er bestemt også lun på Beiers, men jeg er også noget forliebt i A XOCO og Simply Chocolate... og Woodshade Organics - pis jeg kan vist ikke nøjes med én julekalender ;-)

    SvarSlet
  3. Det er da ikke svært :-) Du skal selvfølgelig vælge Emils Chokolade! For en del år siden købte Emil en lidt kedelig slik-butik. Som han sagde - hvem vil ikke gerne købe slik for hele sin børneopsparing :-) Siden er butikken blevet den foretrukne i Sorø, med en skøn stemning og lækre produkter. I TV2 Øst blev den stemt ind som den bedste is-butik i dækningsområdet. I Sorø har vi endvidere DKs mindste chokoladefabrik - chokoman.dk - og Emil sælger de lækre ting, så mon ikke, der findes nogle chokolader derfra i julekalenderen?

    Hilsen Birgit/sorø
    PS - jeg er ikke sponsoreret fra hverken Emils Chokolade eller chokoman - synes bare deres chokolader er lækre.

    SvarSlet
  4. Jeg ville holde mig langt væk fra Peter Beier personligt, men det er fordi, jeg ikke bryder mig om ham snarere end mit forhold til hans chokolade.

    Mit valg står i år mellem A Xoco og Woodshade, kan ikke helt finde ud af det. Og overvejer bestemt om man ikke skal have BÅDE en til morgen- og til aftenkaffen hihi <3

    SvarSlet
  5. Hej Birgit

    Hvor er det dejligt at få et tip som dit, hvor man kan se din begejstring :-) Jeg endte faktisk med at købe en kalender derfra på grund af dit tip.
    Mange tak!

    *ChokoladeStine

    SvarSlet
  6. Hej Marie

    Jeg endte faktisk også med 2 kalendere - den ene fra A XOCO ;-)

    Tak for tippet.
    *ChokoladeStine

    SvarSlet

Skriv endelig -jeg svarer så snart, jeg kan :-)

Søg i denne blog