AnisKage med CitronFromage

mandag den 5. november 2012

Macarons med Lakrids og Ganache





Jeg har længe haft en intention om at kaste mig ud et forsøg med macarons, men jeg blev ved med at udskyde det, fordi jeg ikke lige har været i humør til at sætte mig ind i teori og teknik. Det kræver lidt energi og research, at gå i krig med den slags håndværk for første gang, og jeg er ikke typen, der bare kaster mig hovedløs ud i noget uden at læse på lektien først... især ikke sådan nogle små humørsyge fætre, der kan mislykkes på 110 forskellige måder. Det besværliggør naturligvis en del for mig, at jeg helst vil vide alt, før jeg begynder på noget. Jeg er indædt perfektionist og hader, hader, hader når noget fejler og bliver til grimt snask!

Så det kom som et vel-timet puf i ryggen, da jeg fik denne Lékué macaron bagemåtte i silikone fra KitchenOne


Så jeg gik i gang med at undersøge præmisserne for en vellykket macaron. Efter at have være en tur omkring Sif endte jeg hos Syrup & Tang, der har en fantastisk guide i 5 dele til den perfekte macaron. De går meget pragmatisk frem og har dejlige billeder, som illustrerer rigtige og forkerte macarons. Man kan se, hvilke fejl man kan begå igennem hele processen, og alt er super godt beskrevet. Den kan virkelig anbefales, hvis man som jeg kan lide, at bagværket bliver pænt og nogenlunde vellykket.

Jeg ville ikke købe dyrt mandelmel, så jeg malede selv en portion mandler så fint som muligt, hvorefter jeg tørrede melet i ovnen i et lag, for at fugten fra mandlerne ikke skulle påvirke væskebalancen i dejen for meget. Mine macarons blev ikke helt perfekte, men jeg kan leve med resultatet for et førstegangs forsøg. Min masse var lidt for flydende, så det var kun de yderste macarons på pladen, der ville løsne sig. Jeg havde vidt også sprøjtet for store klatter ud på pladen. Resten hang nemlig ubehjælpeligt fast i en stor klæbrig klump på midten med en lækker sprød skal.. den smagte godt at pille af og spise i stumper.

De pæneste blev lagt sammen med ganache af mørk chokolade, og det passede godt sammen med lakridssmagen, som jeg fik ved at komme et par skefulde lakridspulver i macaronmassen.

3 kommentarer:

  1. Pretty :) Jeg har også fået tilsendt sådan en måtte - men lige nu ligger den godt nok bare og giver mig dårlig samvittighed, for når man ikke vil spise sukker, er det pludseligt ikke så nemt, at bage macarons :/ Men mon ikke det kommer på et tidspunkt - eller jeg kan selvfølgelig også eksperimentere med nogen uden sukker. De bliver jo nok bare ikke lige så fine i så fald ;D

    SvarSlet
  2. Tak :-D
    Uh ja Xenia det er en dårlig kombi ;-)
    Du kunne måske forsøge med stevia eller birkesød, hvis det er tilladt i din nye diæt?
    Det kunne være spændende at se, om resultatet bliver godt med sådan en erstatning..

    SvarSlet
  3. Næææh - til mig? Det skulle du søreme ikke! *hapser en macaron og stikker af med det samme*

    SvarSlet

Skriv endelig -jeg svarer så snart, jeg kan :-)

Søg i denne blog