Det er ret fantastisk at have fødselsdag og Chokoladefestival i samme uge, og selvfølgelig varmer jeg op til festivalen med chokolade i flere udgaver!
Jeg faldt over nogle nysselige forme i et supermarked forleden og kunne naturligvis ikke lade dem stå. Gå aldrig ned på udstyr.. Under den device er der derfor uhyre meget køkkengrej på min ønskeseddel. Skide være med at jeg skal spille Tetris med sagerne, når de skal have plads i skabene.. ind skal de nok komme. Organisering og puslespil er en af mine spidskompetencer.
Kagen er lavet efter en af mine yndlings opskrifter fra min gamle Claus Meyer bog "Chokolade". Den har en perfekt balance af luftighed, fugtighed og intens chokoladesmag. I den særlige anledning har jeg anvendt min absolutte favorit Manjari fra Valrhona. Den er lavet udelukkende på den sjældne Criollo bønne og har en fabelagtig bittersyrlig balance med noter af røde bær. Jeg har valgt at komplimentere dette ved at toppe kagen med en water ganache, hvor jeg koger vandet op med hindbær, brombær og lidt rørsukker. Det giver efter min mening en kage, der er skønt balanceret selv om det er chokolade med mere chokolade på - smagsoplevelsen bliver ikke så vammel, som den kan være i den slags tunge kager, fordi ganachen er ret syrlig.
Opskriften på kagen hedder Chokoladekage a la Claus Meyer og ligger under fanen "Opskrifter" øverst på siden. Denne er smagt til med vanilje og min hjemmelavede brombærsnaps i stedet for Dooleys. Ganachen er lavet i vægtforholdet 1:1 (100 g vand til 100 g chokolade) hvor chokoladen nænsomt smeltes og meget langsomt tilsættes kogende vand i små portioner, mens man rører massen ensartet mellem hver portion vand.