AnisKage med CitronFromage

søndag den 2. marts 2014

Lagkage med chokoladekagecreme og bærgelé

Jeg havde fødselsdag forleden dag, og i den anledning skulle mine kolleger naturligvis trakteres med kage.

Både kagebunde, kagecreme og gelé til denne kage er lavet efter standardopskrifter, der både findes i bloggens indeks, i de fleste bagegrundbøger eller let kan googles på det dersens interwebs.

Da jeg planlagde, hvilken kage jeg ville lave, gik mine overvejelser på noget, som var hurtigt og pænt på samme tid. Man kan lave mange fine kager overtrukkket med fondant, ganache eller marengssmørcreme, men arbejdsgangene tager tid. Normalt betyder det ikke så meget, men denne kage skulle bages, samles og pyntes i løbet af et par hverdage efter/før arbejdstid. Når det skal gå lidt tjept, er flødeskum ret taknemmeligt at pynte med, fordi det er meget hurtigt at piske og smøre op med.

Jeg valgte at bage sukkerbrødsbunde (aka bisquitbunde), fordi de sådan set passer sig selv, mens køkkenmaskinen pisker æg og sukker sammen. Desuden er det nemt at lave dem lowFODMAP-venlige ved at erstatte hvedemelet med rismel, så det er 50/50 kartoffelmel/rismel i stedet for kartoffelmel/hvedemel - det mærkes ikke på hverken konsistens eller smag, når bundene er færdige. De skal heller ikke bage ret længe.

Fyldet blev en klassisk kogt kagecreme, som jeg vendte mørk chokolade i. Når cremen er helt kold vender man letpisket fløde i, for at gøre cremen mere luftig. Her er det ligeledes let at lave en lowFODMAP-version ved at bruge laktosefri mælk og fløde til cremen.

Til toppen af kagen valgte jeg at lave en gelé af en rest bær fra fryseren. Det er en nem måde at få en smuk, plan overflade på sin kage. Jeg kogte bær op med vand, citronsaft, revet citronskal, rørsukker og et par tomme vaniljestænger. Bærrene blev moset godt ud i væsken, og derefter blev væsken siet. Til sidst kommer man udblødt husblas i den varme bærsaft. Når saften er kølet af, men ikke stivnet hældes den oven på kagen. Der skal være en kagebund øverst, og man skal have monteret sin kage i en kagering eller springform, der slutter tæt. Så sørger man for, at geléen dækker hele den øverste kagebund, sætter hele herligheden i køleskabet og beder til, at geléen stivner ordentligt.

Til sidst er det bare at pynte med flødeskum - og små sukkerblomster, hvis man har sådan nogle på lager.

lørdag den 22. februar 2014

Boghvedepandekager med rabarberkompot

De her pandekager har jeg efterhånden lavet en del gange til morgenmad eller eftermiddagssnack. Jeg har taget udgangspunkt i en almindelig pandekageopskrift og erstattet hvedemel og mælk med boghvedemel og laktosefri mælk. Boghvedemel suger noget mere væde end almindeligt mel, så enten skal man justere melmængden ned eller væskemængden lidt op, for at få saftige pandekager. Der er kun tilsat en anelse salt og sukker, for boghveden giver en dejlig lidt nøddeagtig smag i sig selv. Desuden får man sødme fra den kompot eller marmelade, man serverer pandekagerne med. Man kan også komme yoghurt, creme fraiche, is, hasselnødder, friske bær eller frugt og hakket chokolade på.

Det kan virkelig anbefales at bage pandekager med boghvede. Smagen er god, og de mætter godt.

onsdag den 19. februar 2014

Kakaosmåkager - mens kaffen brygges

De her småkager har den særlige kvalitet, at de er ekstremt nemme at lave og kan røres sammen så hurtigt, at man bogstaveligt talt kan lave dem, mens kaffen brygges.. eller når man får uventede gæster eller bare får en pludselig craving.

De bages i en bradepande, og man styrer selv, om de skal være tynde og sprøde eller tykke og snaskede. Herudover kan de laves både med og uden topping. Jeg kan anbefale hakkede nødder, kokosmel eller perlesukker, men kun fantasien sætter grænser - altså det skal selvfølgelig være noget, som kan bages med i ovnen.

Jeg er som noget nyt begyndt at eksperimentere med opskrifter uden hvedemel eller rug. Det betyder at mange af mine opskrifter fremover vil blive mærket som "low FODMAP" og som regel også "glutenfri", men som regel vil man uden problemer kunne anvende helt almindeligt hvedemel, hvis man ønsker det.
Hvis man vil vide noget om FODMAP, så klik på linket i teksten.

1 portion rækker til 4 - 6 mennesker eller 2 grådige cookie monstre.

Ingredienser:
100 g smeltet smør
150 g sukker
75 g boghvedemel (el alm hvedemel)
2 spsk kakao
Vanilje
1 æg

Vej de tørre ingredienser af i en skål
Rør smeltet smør i
Rør ægget i
Bred ud i bradepande (lille =tykke snaskede kager, ovnens = tynde sprøde kager)
Drys med hakkede nødder, mandler, kokos, perlesukker eller ingenting.
Bag ved 200°C i 10-12 minutter
Skær ud med pizzahjul og lad dem køle af

Søg i denne blog